Hvordan finder man de rette rammer til virksomheden?

Skrevet af Henrik Christophersen 23.10.23

Skrevet af Henrik Christophersen 23.10.23

Overvejer din virksomhed at flytte, enten fordi pladsbehovene har ændret sig eller fordi rammerne ikke længere understøtter virksomhedens brand eller af helt andre grunde?

Virksomheder som står i flyttetanker, skal være opmærksomme på alle omkostninger ved valget af de nye lokaler, også de skjulte omkostninger, eller de omkostninger der kan være forbundet med at vælge de forkerte rammer.

Vi har set nærmere på hvordan en flytning kan påvirke virksomheden langt ud i fremtiden:

1. Beliggenhed

De nye rammer bør tilgodese både virksomhedens interesser og medarbejdernes trivsel. Tænk over, om beliggenheden også er gunstig for medarbejderne. Forestil dig, at valget af det nye kontor medføre, at nogle medarbejdere skal bruge 15 minutter ekstra hver vej til og fra arbejdspladsen, det vil sige 2.5 time ekstra om ugen. Hvor mange medarbejdere bliver negativt påvirket og betyder det at der er nøglemedarbejdere som over tid fravælger virksomheden og søger nye græsgange og hvad har det af konsekvenser for virksomheden

2. Transport og Parkering

Dette punkt ligger i forlængelse af det foregående punkt, idet det igen drejer sig om tilgængelighed for medarbejderne. Det er ikke blot et spørgsmål om at kunne holde på sine medarbejdere, men i lige så høj grad et spørgsmål om at kunne tiltrække de rigtige talenter og sikre virksomhedens konkurrenceevne. Nærhed til både vejnetværket og til offentlig transport kan for rigtig mange medarbejdere være alfa omega for at hverdagen kan hænge sammen.

3. Områdets ry og image

Er virksomheden placeret i et sikkert, populært område – et område, der passer til virksomhedens brand/image? Vil det overordnede indtryk af nabolaget have en negativ eller positiv indvirkning på virksomheden? Det er ikke alle dele af byen som passer lige godt til alle typer af virksomheder, og vælger man et område som fremstår råt eller “up and coming” så kan det være godt for en kreativ virksomhed men mindre godt for en virksomhed som ønsker at projektere en mere traditionsbunden forretning eller måske ønsker at servicere et meget upscale klientel. Områdets ry kan ligeledes have en positiv eller negativ på medarbejderne. Føler medarbejderne at området er utrygt efter mørkets frembrud eller føler de at der ikke er en sammenhæng med hvad de laver og hvor de er, kan det betyde et fravalg og måske ligeledes være vanskeligt at tiltrække nye talenter.

4. Nærområdet

Studier har vist at den yngre arbejdsstyrke forventer at en arbejdsplads ikke blot kan levere gode rammer, men nærområdet skal også kunne understøtte medarbejdernes behov. Men det er naturligvis ikke kun medarbejderne som kan drage nytte af et godt nærområde. Virksomheden kan ligeledes drage nytte af nærområdets udbud af for eksempel, hoteller eller alternative møderammer hvor man kan komme lidt væk fra de vante rammer. Der er derfor en voksende efterspørgsel på nærområder som kan tilbyde cafeer, indkøbsmuligheder, fitness og andre serviceudbud som kan understøtte både forretningens behov såvel som medarbejderne sociale behov.

5. Størrelse

Hvor meget plads har virksomheden egentlig behov for? Covid19 pandemien lærte mange virksomheder at svaret ikke altid ligger lige for. Introduktionen af nye teknologier og større mobilitet har ligeledes betydet at arbejdspladsens fysiske rammer har påtaget sig et andet udtryk hvor faste arbejdspladser er udskiftet med flexpladser eller flyverpladser og hvor hjemmearbejde er blevet en del af arbejdsmønstret. For meget plads er spild og for lidt plads giver utilfredse medarbejdere og dårligt arbejdsmiljø, hvilket reducerer effektiviteten og skader virksomhedens økonomi.

6. Indeklima og Biophilia

Har du prøvet at sidde i et indelukket kontor med dårlig ventilation eller op ad et sydvendt vindue om sommeren? Aspekter såsom temperatur, ventilation, lydforhold, naturligt lysindfald og ikke mindst kontakten til noget natur har umådelig stor indvirkning på vores trivsel og velvære. Når disse og andre forhold er optimale så får man typisk mere produktive medarbejdere som generelt trives og føler sig godt tilpas. Studier har vist, at sidder man i et arbejdsmiljø hvor der ikke er adgang til grønt eller som er blottet for planter, rå træmaterialer eller billeder af naturen så er medarbejderne mere tilbøjelig til at have et højere blodtryk og i et højere sygefravær som giver et dårligere bundresultat for virksomheden.

7. Layout og muligheder for indretning

Ved du hvor virksomheden er om 3 år? Kontorbygninger er alle forskellige selvom de moderne af slagsen har mange ligheder, og lokalernes layout med de bærende vægge kan blive en hæmsko hvis virksomheden over tid har behov for at ændre arbejdsmønstre eller lave om på indretningen. Hvor fleksible er de fysiske rammer og hvad muligheder har ejendommen at byde på i dag men også om tre år?

8. Kontrakten og alt det med småt

Lejer er typisk “at the mercy of the landlord” da cirka 99 procent af alle erhvervslejeaftaler er udarbejdet af udlejer eller udlejers repræsentant og derfor formuleret i udlejers favør. Punkter såsom afståelsesret, NPI uden loft eller bekostning af indretningsbehov er alle med til at øge eller optimere virksomhedens økonomi og vækstbetingelser.

Kontakt os hvis du vil vide mere om hvordan vi kan sikre at din virksomhed får det bedste lejemål og de bedste vilkår. Ring på 29 32 31 03 eller skriv til hc@stalwart.dk